13-09-2005
Cykeltips: Cykling i modvind
Efterår betyder ofte stormvejr.
Men modvind betyder ikke dårligt cykelvejr. De danske
efterårsstorme kan rent faktisk bruges til at træne
konditionen og kompensere for vores bjergfattige terræn. Ja,
faktisk kan cykling i modvind gøre dig til en bedre
bjergrytter.
Som du sikkert har mærket på din egen krop, skal der trædes
mere i pedalerne og ydes ekstra, når der er modvind. Det
skyldes at forholdet mellem din effektive lufthastighed
(hastighed ved jorden plus modvindshastighed) og modstanden
ved pedalering er eksponentielt stigende. Hvis din effektive
lufthastighed fordobles, vil dit kalorieforbrug per time
derfor blive mere end fordoblet.
Er der nogen hemmelig opskrift på hvordan du bedst håndterer
cykling i modvind? Den rigtige attitude er formentlig det
bedste udgangspunkt. Du kan ikke rigtig gøre noget ved det
før end vejen drejer igen, så hvorfor ikke hilse modvinden
velkommen og betragte den som en hjælp til at blive en bedre
rytter. Hvis du tænker på modvind som en form for
bjergkørsel, så bliver det en udfordring snarere end en
pestilens. Ved lave hastigheder vil en stigning i
vindhastighed på ca. 2,2 meter per sekund (m/s) svare til en
1% terrænstigning. Det betyder, at en vindhastighed på ca. 9
m/s svarer til en 4% stigning.
Her er nogle forslag til at håndtere modvindskørsel:
- Aerodynamik. Tænk over din
holdning på cyklen. Hold nøje øje med din cykelcomputer,
når du cykler i modvind. Læg mærke til hvordan selv små
positionsskift på cyklen påvirker din hastighed. Læg din
ryg horisontalt ned langs styret og forsøg at få samme
hældning på hoved og ryg. Hold albuerne ind til kroppen,
for at minimere den frontale modstand - prøv evt. at
bøje dem en anelse mere, for at se hvad der sker.
En andet tip er at undlade at bevæge hovedet for
meget fra side til side. Forsøg at holde hovedet i ro
med hagen 10-15 centimeter over styret.
Når har du fundet den mest effektive
køreposition, vil du kunne øge hastigheden med en mindre
indsats – også i roligt vejr.
- Gear ned. Det er hårdt for dine
knæ (og din motivation) at træde dit normale gear. Gear
1-2 gear ned for at holde din normale kadence.
- Kæmp ikke for at holde en bestemt
fart. For at holde en fart på 30 km/t med en
modvind på blot 5 m/s kræves cirka dobbelt så stor
arbejdsindsats, som hvis det var på en vindstille dag.
Igen – gear ned og arbejd på at holde et jævnt tempo.
Hvis i kører i en gruppe, så rotér oftere og i et
roligere tempo.
- Ingen løstsiddende tøj.
En løstsiddende jakke vil virke som en faldskærm og
sænke din hastighed. Tag i stedet en bluse på med
vindstopper indenunder – ja, selv en ganske almindelig
plastikpose kan også holde den kolde luft fra brystet.
- Start turen i modvind.
Hvis det er muligt så læg ud med at cykle mod vinden
mens du er frisk, og lad så vinden blæse dig hjem.
- Timing. Husk at vindhastigheden
ofte ændrer sig i løbet af dagen. Vinden er tit rolig
tidligt om morgenen, for at blæse op i løbet af dagen,
og så lægge sig om aftenen. Vær opmærksom på dette, når
du begiver dig ud i blæst.
- Afskærmet rute. Vælg en rute med
træer, bygninger, stenvægge eller andre ’vindfangere’
frem for kørsel i det åbne landskab, når vindhastigheden
nærmer sig stormstyrke.
Er der nogen øvelser som kan træne kørsel i modvind?
Bakke- og bjergtræning er det som kommer tættest på.
Alternativt kan du starte med at køre i et gear hvor du let
kan køre med en kadence på 80-100 rpm, og så skifte til et
tungere gear i 15-20 minutter. Slap af i 10 minutter i det
lette gear, og gentag flere gange.
Det kan være træls at køre i hård vind dag efter dag, men
prøv at byde efterårsstormene velkommen ved tanken om, at du
får højintensiv cykeltræning foræret!
* * * * *
Kilde:
Denne artikel er en oversat og versioneret udgave af
artiklen ”Riding into a Headwind”, som er publiceret på
www.cptips.com. Må
gengives med tydelig angivelse af CyberCycling.dk og
CpTips.com som kilder.
|
|